Zealand hylder det gode praktiksamarbejde mellem erhvervsakademiets studerende og virksomhederne. Det sker ved kåringen af Årets Zealand Praktik på Lyngvej 21 i Køge, tirsdag den 25. april.
Årets Zealand Praktik 2023 skal findes
Erhvervsakademiets studerende, der har været i praktik i løbet af efteråret 2022 og foråret 2023, har haft mulighed for at nominere deres praktikforløb. Det benyttede 26 studerende sig af inden for tidsfristen i starten af april. Listen med de 26 nomineringer er blevet skåret ned til fem finalister fra uddannelserne til Markedsføringsøkonom, Autoteknolog, Jordbrugsteknolog, Leisure Management og Bygningskonstruktør.
Konkurrencen Årets Zealand Praktik bliver afholdt på Zealands afdeling på Lyngvej 21 i Køge, tirsdag den 25. april kl. 12-17, hvor fem finalister skiftevis indtager scenen foran publikum – en jury, de fem nominerede virksomheder, medstuderende, venner, familie og ansatte.
Juryen består af Rektor Rasmus Frimodt, Programchef Peter Schwalbe, Praktikkoordinator Anne-Kathrine Skadhauge, Kommunikationsleder Nadja Camilla Salha samt sidste års vinder, grafisk designer Daniel Moesby.
Årets Zealand Praktik 2023 finalister er:
• Klimaskovfonden – nomineret af Natasha Niemann, Jordbrugsteknolog (Slagelse)
• Holbøll a/s – nomineret af Jonas Friis, Bygningskonstruktør (Næstved)
• Nic Christiansen Gruppen – nomineret af Philip Bjerg Tufvesson, Autoteknolog (Køge)
• CP ApS – nomineret af Jonas Lund Pedersen, Markedsføringsøkonom (Roskilde)
• Daily Media – nomineret af Nanna Skovgaard, Leisure Management (Roskilde)
Den nationale finale
Vinderen af Årets Zealand Praktik går direkte videre til den nationale landsfinale Årets Erhvervsakademipraktik 2023, der i år afholdes den 23. maj ved Scandic Kødbyen. Her dyster finalisterne fra landets otte erhvervsakademier om tre priser: Publikumsprisen sponsoreret af TL, Juryens Specialpris sponsoreret af TL og hovedprisen Årets Erhvervsakademipraktik sponsoreret af HK Danmark.