Hvordan får man merit?
Merit kan være relevant for dig, der allerede har bestået dele af eller en hel dansk eller udenlandsk videregående uddannelse. Merit betyder, at du kan blive fritaget for dele af den uddannelse, du søger ind på.
Det kan være enkelte faglige elementer, et helt semester eller praktikforløb. Vær opmærksom på, at du også kan blive tildelt obligatorisk merit, selvom du ikke har bedt om det. Det sker på baggrund af en vurdering af din uddannelsesmæssige baggrund med optag på Zealand.
Merit når du søger ind på Zealand – obligatorisk merit
Når du søger ind på en uddannelse på Zealand skal du vedhæfte dokumentation som bl.a. en karakterudskrift eller et eksamensbevis fra din tidligere uddannelse.
For at vurdere om du er berettiget til merit, vil der blive foretaget en faglig meritvurdering. Ved en meritvurdering bedømmes der udelukkende på formelle uddannelsespapirer.
Hvornår begynder meritvurderingen og hvornår kan du forvente svar?
Først når du er blevet tildelt en studieplads, og du har takket ja til den, vil meritvurderingen påbegyndes.
Hurtigst muligt efter den 28. juli vil du få svar på om du er blevet tildelt merit og eventuelt skal starte på et senere semester.
Husk at du har pligt til at oplyse os om beståede uddannelseselementer fra tidligere danske eller udenlandske uddannelsesforløb på samme eller højere niveau. Vær opmærksom på, at du også kan blive tildelt obligatorisk merit selvom du ikke har bedt om det. Zealand er lovmæssigt forpligtet til at vurdere tidligere beståede uddannelseselementer for mulig merit.
Søger du merit i forbindelse med ledige pladser efter 28. juli, kan du søge via vores blanket.
Merit for enkelt fag, modul eller lignende
Du kan søge om merit for et enkelt fag, hvis du har erhvervet dig kompetencer inden for et fagområde, som du skal studere og udprøves i på din Zealand uddannelse.
Zealand giver ikke merit for fag, der udprøves som en del af en tværfaglig prøver, hvori flere fag udprøves samtidigt. Der kan ligeledes aldrig gives merit for det afsluttende eksamensprojekt på en akademiuddannelse.
Hvad skal du gøre, inden du ansøger?
Nå du søger om merit, skal du begrunde og dokumentere det faglige område og læringsmål inden for det fag og/eller modul, hvor du har opnået kompetencer. Det er derfor vigtigt, at du læser studieordningen for de uddannelser, du er indskrevet på hos Zealand og grundigt vurderer og sammenligner de fag, du har bestået tidligere med de fag, som du skal have på din Zealand uddannelse. Dette skal du bruge til at begrunde din ansøgning.
Der skal vedlægges følgende:
- Uddannelsesaktivitetens præcise betegnelse
- Gennemført uddannelsesaktivitet, og hvor uddannelsen er gennemført
- ECTS point. Hvor mange point giver gennemførsel af denne aktivitet.
- Kopi af eksamensbeviser inkl. stempel
- Kursus- og uddannelsesbeviser, hvor der er markeret, hvilke uddannelsesaktiviteter, der ønskes meritoverført.
- Hvis der er tale om merit for praktik: Kopi af ansættelsesbeviser/kontrakter, udtalelser og lignende oplysning om ansættelsesperiode og ugentlige timetal skal fremgå
- Relevant pensum/litteraturliste
Hvornår kan der forventes svar på ansøgningen?
Søger du merit i forbindelse med din optagelse på Zealand, kan du ikke forvente svar på din ansøgning før 1. september og 1. februar.
Søger du merit i løbet af et semester (via merit@zealand.dk), skal du forvente en sagsbehandlingstid på 6 uger.
Sådan sender du ansøgningen
Du søger om merit for enkelte fagelementer ved at sende dit materiale til merit@zealand.dk
Se også Bekendtgørelse om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser §30 og §31.