Sjællands Erhvervsakademi
EN DK

At være med til at udvikle fremtiden

Sofie Kathinka Christensen dimitterede som produktionsteknolog fra Zealand i Slagelse i 2021. Hun har siden marts 2024 arbejdet på Cobot Lift, der er specialiseret i robotløsninger til hele verden. Hun er sat stævne sammen med CTO, Flemming Bischoff Truelsen til en snak om jobbet som produktionsteknolog på Cobot Lift.

Sofie Kathinka var godt i gang med et andet job som sikkerhedskoordinator, da hun blev ringet op af Flemming. Han kendte Sofie Kathinka, da hun under sin uddannelse på Zealand var i praktik hos Cobot Lift.
I sin praktik arbejdede hun med dokumentation og optimering bl.a. ud fra LEAN-metoden, og det var netop en produktionsteknolog med viden og erfaring inden for drift, som Flemming stod og havde brug for.

Siden Sofie Kathinkas praktikperiode, har Cobot Lift tredoblet deres medarbejdere. En af deres helt store kunder er Schiphol Lufthavn i Amsterdam, hvor de leverer bagageløsninger ved hjælp af kollaborative robotter. I forbindelse med projektet i lufthavnen arbejder Sofie Kathinka med alt fra dokumentation til godkendelser og arbejdsmiljø.

 

Fra praktikant til ansat

Cobot Lift vandt Zealand Praktikprisen til Erhvervs Awards i 2023. Her blev virksomheden krediteret for, at det som praktikant var rart at blive taget med på råd og inddraget i arbejdsprocesserne. Sofie Kathinka nikker genkendende til dette – både fra sin tid som praktikant og nu som ansat. Hun fremhæver medindflydelsen og den flade organisation i firmaet:

”Jeg deler kontor med Flemming, selvom han er CTO. Det er fedt, at det er på den måde.”

Om det at have praktikanter, siger Flemming:

”Det giver en god dynamik, når vi har unge mennesker i praktik. Vores tankegange i firmaet bliver udfordret. Praktikanterne kommer med nye, vilde idéer og input, og det skaber et rigtig godt samspil. Derudover har man mulighed for at se hinanden an – både i forhold til kemi og indstilling til tingene.”

Flemming synes, det er spændende at høre, hvilke ønsker praktikanterne kommer med i forhold til, hvad de gerne vil arbejde med. Det vil han gerne få til at passe ind i virksomhedens øvrige arbejde. Han understreger, at Cobot Lift altid er interesserede i at få praktikanter.

 

En optimeringsfilosofi

Med en HTX-baggrund, skulle Sofie Kathinka helt fra bunden lære om teknisk forståelse, projektstyring og optimering da hun startede på Zealand. Alt det, hun lærte på skolebænken, kunne hun bruge direkte i sin praktik. LEAN-metoden har hele tiden haft en særlig stor interesse hos Sofie Kathinka.

”Vi arbejdede meget med LEAN-metoden på uddannelsen. Det har jeg kunnet bruge både i min praktik og nu, hvor jeg arbejder med optimering af den tid, vi bruger, når vi er i lufthavnen. For mig er LEAN en optimeringsfilosofi. Det handler ikke om at løbe hurtigere. Det handler om, at vi skal gå på den rigtige måde i forhold til, hvordan vi f.eks. bedst bruger vores mandetimer. Men det handler også om arbejdsmiljø. Hvis man gør tingene mere optimalt, kommer der nemlig et bedre arbejdsmiljø.”

 

Både udvikling og konstruktion

Traditionelt har Cobot Lift lavet industriløsninger af små robotter, der hjælper virksomheder med at løfte ting, så medarbejderne bliver aflastet. Cobot Lift har robotter hos bl.a. Danfoss, Danone og Colgate.

I fremtiden handler det mere om at adskille udvikling og konstruktion. I og med virksomheden er vokset, fortæller Flemming, at de skal til at være mere organiserede og strukturerede:

”Vi begynder f.eks. at ansætte ledere. Hele organisationen og bemandingen udvikler sig. Vi lever stadigvæk meget af at finde på og være agile, og vi skal kunne begge dele. Men vi skal også kunne modne produktet og forbedre det.”

Om arbejdet med robotten til lufthavnen i Amsterdam fortæller Flemming om, hvordan det kollaborative kommer til udtryk i praksis:

”Vores testmodel har været en del igennem. Som operatør kan du nemt hjælpe robotten ved at rykke lidt rundt på noget. Det kan vi optimere i morgen, hvis det skal være. Vi beholder det menneskelige element, fordi medarbejdernes hjerner arbejder sammen med robotten. Målet er i sidste ende, at vores robot ikke kun kan bruges i Amsterdam – men også i andre lufthavne.”

 

First Step on the Moon

Når man spørger Sofie Kathinka, hvad det bedste er ved at arbejde hos Cobot Lift, falder svaret hurtigt:

”Det allerfedeste er at få lov til at være med til at udvikle fremtiden. At være i en udviklingsvirksomhed, hvor vi går forrest. Det er meget First Step on the Moon agtigt. Industrirobotter kender vi alle sammen, men det at lave kollaborative løsninger, hvor robotter arbejder sammen med mennesker, det er meget nyt. Når man står i Schiphol Lufthavn og ser robotten arbejde, bliver man stolt.”

Zealand

Cookie-indstillinger

Zealand og tredjeparter bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse af zealand.dk samt til statistik. Du kan til- og fravælge cookies ved at klikke på knapperne herunder. Når du klikker ‘Accepter alle’, accepterer du vores brug af cookies og Zealands privatlivspolitik. Du kan ændre eller trække din accept tilbage ved at klikke på ‘Cookieindstillinger’ i bunden af siden. Læs mere om cookies i vores cookiepolitik

Tilbage

Cookie-indstillinger

Hvis du ikke ønsker, at vores samarbejdspartnere behandler dine persondata og anvender dem på tværs af internettet, kan du fravælge det her.

Formål