Forretningsforståelse
Med faget Forretningsforståelse får du en solid forståelse for virksomheders interne og eksterne forhold, økonomi, drift og potentialer for udvikling.
Introduktion
Faget forretningsforståelse giver dig overblikket over forretningen og værktøjerne til at forbedre den med. Med en meget visuel og casebaseret undervisning, og med udgangspunkt i din hverdag, får du værktøjerne til at danne dig overblikket og forståelsen – hurtigt, effektivt og meget praksisnært. Vi ser på strategi og modeller med friske øjne samtidigt med, at vi anvender kendte metoder.
Du får viden om
Faget Forretningsforståelse udgør det ene af to obligatoriske fag på Den Merkantile Diplomuddannelse. Gennem forløbet opnår du teoretisk viden og forståelse for udviklingsorienterede metoder og modeller, og du lærer at anvende de relevante metoder til analyse af virksomhedens omgivelser, konkurrencemæssige forhold, målgruppe, ressourcer og kompetencer. Du får også indsigt i værktøjer til analyse og vurdering af den eksisterende strategi i virksomheden.
Du opnår desuden evnen til at overskue en virksomheds interne og eksterne forhold, herunder at vurdere virksomhedens økonomiske situation og nøgletal. Du får praktiske færdigheder til f.eks. at vurdere og vælge relevante løsningsmodeller i forhold til virksomhedens strategiske situation. Du lærer også at arbejde med en virksomheds værditilbud til kunden, med segmentering og kanalvalg. Du lærer ydermere at udvikle forretningsmodeller og udarbejde økonomisk performanceanalyse til virksomhedens strategi, forretningsgrundlag, omkostninger og prisstruktur. Og du lærer at formidle de faglige problemstillinger, løsninger og resultater til de rette samarbejdspartnere og interessenter.
Kompetencer og udbytte
Gennem faget Forretningsforståelse får du lagt en god base til arbejdet i den merkantile verden. Du lærer at kunne håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i arbejdsmæssige forhold. Du lærer værktøjer til fagligt og tværfagligt samarbejde og til at kunne påtage dig et professionelt og etisk ansvar i forhold til virksomhedens forretningsmodeller, strategi og økonomiske situation. Du lærer at kunne udvikle din egen praksis, når det gælder analyse, vurdering og refleksion over virksomhedens forretningsmodel og strategi. Du har værktøjskassen i orden og kan arbejde med omverdensanalyse, konkurrentanalyse, forretningsmodeller, strategivalg og analyse af virksomhedens økonomiske nøgletal med effektfulde resultater til følge.