Regionens unge tiltrækkes særligt af Zealands nye uddannelser, da fristen for at ansøge om videregående uddannelser via kvote 2 udløb i dag.
I alt har Zealand modtaget 1384 kvote 2-ansøgninger, da optagelse.dk kl. 12 lukkede for ansøgninger, hvilket betyder en status quo i forhold til sidste år. Rektor på Zealand, Rasmus Frimodt, siger om dagens ansøgertal:
”Det er meget positivt at opleve så stor interesse for vores it-tekniske, merkantile og tekniske uddannelser, siger han og fortsætter;
” Det er også tilfredsstillende med den opbakning, vi allerede nu kan spore til vores nye uddannelser i Køge. Finansøkonom og IT-teknolog er kommet rigtig flot fra start. Det bekræfter bare, at vi imødekommer et reelt behov fra både de uddannelsessøgende og regionens erhvervsliv,” siger rektor Rasmus Frimodt.
Tendensen ved kvote 2
Det er særligt de merkantile uddannelser til Logistikøkonom, Finansbachelor, Markedsføringsøkonom, Serviceøkonom og Økonomi & IT, der viser gode takter. Det samme gælder for uddannelsen til Datamatiker, samt de tekniske uddannelser til El-installatør og VVS-installatør, der har klaret sig godt ved Kvote 2-ansøgningsfristens udløb.
Skal du søge ind via kvote 1?
Nu bliver det muligt at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1. Her er ansøgningsfristen den 5. juli kl.12. Fra i morgen, den 16. marts kan man ansøge om en plads på vores uddannelser via zealand.dk.
Læs Pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet vedrørende kvote 2 her