EXCHANGE i JAKARTA Som del af sin Top-Up Bachelor i International Handel og Markedsføring på Zealand er Frederik Lysen Hansen på udveksling i Jakarta. Du kan læse mere om Frederiks oplevelser med udveksling og følge med på wearezealanders, når Frederik i uge 15 laver en takeover.
“I forbindelse med min professionsbachelor studie i international handel og markedsføring, fik jeg muligheden for at tage på udveksling. Jeg har altid haft en passion for Asien, så valget faldt på Indonesien, nærmere i hovedstaden Jakarta, hvor jeg fik en plads på LSPR – London School of Public Relations, Jakarta,” siger Frederik Lysen Hansen.
“Jeg tror, det er svært at finde folk, der er mere gæstfrie og flinke, end de studerende og lærerne som er på LSPR. Lige fra dag et fik vi tildelt studie-buddies, som hjalp med alt. Lige fra at hente os efter opholdet på vores corona-karantæne hotellet, få købt Indonesiske SIM-kort til at være de bedste lokale guider man kan få. De første dage i Jakarta gik med at lære byen og skolen at kende. LSPR havde arrangeret frokost, transport og et tæt pakket program med sightseeing, og hvordan man laver traditionel Batik, som er noget sværere end det ser ud til.”
“Dertil var jeg så heldig af få et Erasmus+ legat med i bagagen, som har bidraget med økonomisk støtte til fly, visum, e-visa og husleje. Jeg er nu 3 uger inde i min skoleperiode, og kan kun på det kraftigste anbefale alle at søge, hvad end det er til Indonesien eller et andet land. Jeg har allerede nu fået fantastiske oplevelser, som jeg ikke ville have været foruden,” siger Frederik Lysen Hansen.
Om udveksling
LSPR – London School of Public Relations, Jakarta, er en partner som Zealand har opdyrket siden 2014. Siden 2015 har vi haft et samarbejde med LSPR indenfor den internationale dimension af Erasmus-programmet, hvor Zealand har modtaget støtte til både studerende- og underviserudveksling. LSPR er en (blandt mange) af de mest aktive og attraktive Zealand partnerinstitutioner, og vi har udvekslet. Siden 2015 har vi udvekslet over 40 studerende og medarbejdere.
I øjeblikket er 32 Zealand-studerende på studieophold rundt om i verden. Du kan læse mere om studieophold i udlandet og dine muligheder med Erasmus under Kom ud i verden