Studerende på Bygningskonstruktøruddannelsen på Zealand har arbejdet med at transformere ’Markedshallen’ i Nykøbing Falster til nye formål og med bæredygtige tilgange. Resultatet kan man nu se på udstillingen ’Transformation af Markedshallen’ på Fejøgade 2 i Nykøbing.
Studerende 4. og 5. semester fra Zealand har arbejdet med at transformere ’Markedshallen’, der ligger på Femøgade 18, Nykøbing Falster.
I arbejdet med ejendommen er udført registrering, samt digital og analog opmåling af den eksisterende Markedshal. Ud fra analyse og kortlægning, har de studerende arbejdet med værdisætning af ejendommen, dvs. foretaget et studie af bl.a. den arkitektoniske vær-di, kulturhistoriske værdi og byggeskik, den miljømæssige værdi (sted, og anlæggets betydning), originalitet, og registrering af Markedshallens tilstand, dvs. de byggetekniske forhold.
Sidsel Sander underviser på Bygningskonstruktør på Zealand og siger om projektet og udstillingen:
-”Bæredygtighed udgør et væsentligt, og implicit delelement i bygningstransformation: Egenskaben er der allerede, i kraft af genanvendelse af det der ofte betragtes som ’udtjent’. Der er et presserende be-hov for at udvikle nye metoder til at adressere fortidens bygninger gennem ny anvendelse i eksisterende rammer.”
Hun fortsætter: -”I arbejdet med en transformation af Markedshallen har analyse, værdisætning, registrering af bygningens materielle og immaterielle værdier, samt Markedshallens potentiale været et kardinalpunkt: Hvad kan, skal og bør tænkes ind i forhold til en bæredygtig transformation og udvikling af bygningsmassen? ’Markedshallen’ har på den måde tjent som projektejendom for ideoplæg. De studerendes arbejder viser fx registrering af eksisterende ejendoms materielle og immaterielle værdier, tilgange til nænsom istandsættelse og restaurering – eller – en bæredygtig renovering, GWP (CO2-aftryk) og indføjning af biogene materialevalg vist i konstruktionsskitser, samt forslag til transformation af Markedshallen, dvs. nye formål i eksisterende rammer,” slutter Sidsel Sander.
Tak til Guldborgsund Kommune.
Udstillingen ’Transformation af Markedshallen’ kan besøges her:
Kartoffelladen
Fejøgade 2
4800 Nykøbing Falster
Udstilling er åben 30. juni 2022 – 2. september 2022:
Torsdag og fredag: 17:00-20:00
Lørdag og søndag: 12:00-19:00
Udstillingen er en del af valgfaget ’Transformation’, på Bygningskonstruktør, Forår 2022, Zealand /v. Sidsel Sander, cand.arch., Adjunkt. Valgfaget anser udvikling, afprøvning af nye eksperimentelle tilgange til bygningstransformation, samt forædling af allerede etablerede metoder igennem projektarbejde som essentielt. Formålet er at kvalificere nye forslag gennem en kritisk og bevidst stillingtagen til det, der allerede eksisterer.
Læs mere om uddannelsen til Bygningskonstruktør her.