Zealand Sjællands Erhvervsakademi har netop for anden gang opnået Danmarks Akkrediteringsråds blåstempling af, at erhvervsakademiets systematiske kvalitetssikring af uddannelserne er i top.
Danmarks Akkrediteringsråd fremhæver i deres godkendelse af Zealands kvalitetssikringssystem, at Zealand har en stærk og inddragende kvalitetskultur. Det understreges også, at vores undervisere, studerende og det omkringliggende erhvervsliv spiller en afgørende rolle i at sikre uddannelsernes relevans og høje kvalitetsniveau.
Frugterne af en stor fælles indsats
Rektor Rasmus Frimodt udtrykker stor glæde over den positive akkreditering: ”Dagens nyhed er en milepæl for os som videregående uddannelsesinstitution. Det er en klar anerkendelse af den store indsats, som vores dygtige medarbejdere, undervisere og studerende dagligt yder i fællesskab for at nå dette mål, og som i særdeleshed har været tydeligt i akkrediteringsprocessen,” siger han.
Et stærkt fundament for fremtiden
”Med den positive akkreditering har vi et solidt fundament for at udvikle og udbyde vores praksisnære kortere og mellemlange videregående uddannelser. Vi sikrer, at de altid er relevante for de studerende og arbejdsmarkedet i Region Sjælland og resten af landet,” afslutter rektor Rasmus Frimodt.