Zealand bygger ny afdeling i Køge, centralt beliggende i Campus Køge. Det ny flotte studiemiljø slår dørene op for Zealands studerende og administrative medarbejdere primo august 2020.
Blækket på kontrakten med entreprenøren C.C. Contractor A/S i Herning er netop tørt – og arbejdet med bygningen af Zealands nye afdeling i Køge kan nu gå i gang.
“Både nuværende og kommende studerende kan se frem til et moderne og arkitektonisk spændende studiemiljø fra eftersommeren næste år. Og det samme kan alle medarbejdere i Køge-afdelingen og i vores rektorat. Det bliver en gevinst for undervisningsmiljøet og alle ansatte, at de snart får deres daglige gang i lyse lokaler, der er indrettet efter moderne undervisningsbehov,” siger Ulla Skaarup, rektor for Zealand.
Forude venter første spadestik og derefter skrider processen fremad i hastige skridt mod åbningen i august 2020. Zealands ny afdeling på Campus Køge bliver ca. 4500 m2, fordelt på flere etager, centralt placeret i forhold til studieboliger, den ny Køge Nord-station, S-tog, motorvej og buslinjer.

Modeltegning af Zealands ny afdeling i Køge.